Privatlivets fred kontra adfærdsregullering.

Stoplinien er begyndt at ringe til særligt udvalgte borgersegmenter

 – herunder blandt andet til områder hvor der er mange socialt udsatte.

Den ene politiker mener at det er i orden – den anden politiker mener, at det er fuldstændig uacceptabelt og at det er en krænkelse af privatlivets fred.

Politikeren der mener at det er i orden, sammenligner det med at alle mulige andre gerne må ringe til private helt uopfordret – herunder for eksempel avis sælgere etc. Politikeren der er imod tiltaget mener at der er forskel, og at man  skal have lov til ”selv at bestemme”.

Hm… … - Jeg vil gerne tage snakken og problematikken et andet sted hen.

”Vi” bliver tudet ørene fulde af diverse fakta om, at der ikke er råd til det eller til det andet: Sygehuse – Ældrepleje – Politi – Handicappede – etc. (Jeg tager ikke stilling til om dén påstand er sand eller falsk)

Dét er et vilkår – og med udgangspunkt i det så har vi jo heller ikke råd til alle de hjertekar sygdomme og andre ryge-relaterede lidelser som i dag behandles på sygehusene.

Jeg vil godt udfordre politikeren og alle de 78% almindelige borgere der med deres svar ved en undersøgelse mener, at det er uacceptabelt at regeringen/samfundet skal blande sig i folks vaner, når man er i sit private hjem – DÉR må man have sin frihed – siger de…

Udfordringen: Alle ”I 78%  almindelige” består i om i så vil acceptere, at de der IKKE ryger – IKKE drikker – IKKE er overvægtige – og som lever et sundt liv kan komme forrest i køen til lægehjælp // rabat  // bedre kvalitet  // skatte-rabat // billigere forsikringer etc.?

ÉR der knaphed med økonomiske ressourcer bliver vi som fællesskab/samfund nødt til at tage dén diskussion – DÉT VIL JEG MEGET GERNE…

Skal vi imidlertid undgå ´den slags ”ubehageligheder” må det efter min mening være OK at ringe til:
     
      "særligt udvalgte borgersegmenter – herunder blandt andet til områder hvor der er mange
        socialt udsatte”

 – det er desværre de der har svært ved at stoppe med at ryge, og det er på dén måde de der er udgiftsdrivende.

Adfærdsregulering hedder det og dét er en nødvendighed, hvis det skal godtages som et vilkår, at  ”vi” som samfund ikke har penge til ”det hele”… …